Forberedelse og udstyr
En god start med marsvin kræver den rette forberedelse. Her har vi samlet vores erfaringer om valg af køn samt hvilke webshops vi selv bruger til bure, udstyr og strøelse, så du er helt klar til at modtage dine nye familiemedlemmer.
Hanner eller hunner?
Mange familier spørger efter to hunner med det samme, når de skal have nye marsvin. Det skyldes ofte en udbredt antagelse om, at voksne hanner ikke kan enes. Vores erfaring viser dog, at hanner fungerer glimrende sammen, når blot de matches korrekt.
I vores opdræt hos von Fredslund går hannerne sammen i par, når de ikke går med hunner. Vi matcher dem efter temperament, så de trives sammen. Vi bruger vores mangeårige erfaring som både opdrættere og ejere til at sammensætte de helt rigtige par.
Man kan både sammensætte en voksen han med en unge, eller man kan vælge to unger sammen. Det vigtige her er deres temperament og dominansniveau. Vi har endda succesfuldt sammensat to voksne hanner to gange – det kræver dog, at man kender sine dyr godt og har en plan B, skulle det ikke lykkes.
Hanner er herlige kæledyr, der er både sociale og underholdende. Mens hunnerne har en hormoncyklus på 15 til 17 dage, der kan gøre dem reserverede eller irritable, er hannerne stabile i deres sind. De er nysgerrige og bliver hurtigt tamme.
Det er en udbredt misforståelse, at hanner lugter mere end hunner. Begge køn kræver den samme rengøring for at holde buret friskt. Hanner er ofte lidt kraftigere bygget, hvilket gør dem til robuste og gode dyr at sidde med for hele familien.
Ved at vælge hanner får man selskabelige og sjove dyr, der hurtigt bliver en del af familien.
En kastreret han kan også være løsningen, hvis man ønsker en dejlig han sammen med en eller flere hunner. Når vores hanner stopper i opdrættet, bliver de fleste af dem kastreret. En god kastrat fungerer nemlig som en rolig leder, der skaber balance i flokken.
Bure, tilbehør og udstillingsudstyr
Marsvin trives bedst med god plads, der stimulerer deres naturlige adfærd. Herhjemme er vi ved at skifte til LUX-bure, som er indkøbt og forhåbentligt snart kommer op, så dyrene får mest mulig bevægelsesfrihed. Vi indretter med hængekøjehuse, træbroer, bløde huler og fleece-tilbehør. Herunder finder du de webshops, vi bruger til alt fra bure og indretning til udstyr til pleje og udstilling:
Infinity piggies
Sælger håndsyet tilbehør som hængekøjehuse, tunneler, huler, hyggeposer og puttekopper.
Besøg Infinity piggies ↗KNL-volieren
Specialist i volierer og kassebure i stål og aluminium. Det er her, vi køber vores LUX-bure, og det er muligt at få både standardløsninger og specialfremstillede bure, der er robuste og nemme at holde rene.
Besøg KNL-volieren ↗Petsnack
Dansk webshop med et omfattende udvalg af håndpakkede urter, blomster og blandinger. Her finder du også deres egne Woodwork-produkter, hængekøjehuse og udstyr til naturlig aktivering.
Besøg Petsnack ↗Shop all4pets
Her finder du udstillingsbrædder, shampoo, kamme og vandflasker samt et stort udvalg af huler, hængekøjer og andet tilbehør.
Besøg Shop all4pets ↗Strøelse
Valg af strøelse er afgørende for marsvins sundhed, da de har sarte luftveje. Vi bruger og anbefaler støvfrie løsninger af høj kvalitet for at sikre et godt indeklima for både dyr og mennesker.